En lidt forsinket kommentar til diskussionen af Lasse Hornes anmeldelse af Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki på Martin Glaz Serups blog kornkammer.
En anmeldelse skal naturligvis ikke være objektiv, det er ikke en videnskabelig artikel. Men anmelderen skal være fagligt kvalificeret og anmeldelsen skal begrunde sin dom på et indsigtsfuldt grundlag. Ellers kan hvem som helst der kan læse - hvilket vil sige danne mening i en tekst, skrive en anmeldelse.
Men Lasse Horne rammer ned i noget som desværre er gennemgående i danske dagbladsanmeldelser; at man ikke beskæftiger sig med at reflektere over formbegrebet. Dermed mener jeg ikke at formeksperimenter eller avantgardereferencer kan kompensere for en dårlig bog, men at formen er et væsentlig aspekt af et værks betydning, som man altså hverken kan tænke fra eller afvise at beskæftige sig med. Jeg synes at det er trist, når værker der netop udfordrer læseren og læsningen, bliver mødt med den arrogance, som Lasse Horne afviser Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki med. Særlig når det faktisk er så godt og kunstnerisk ambitiøst et værk.
Det som også provokerer mig ved Lasse Hornes anmeldelse er at se hvilken rolle den litteratur, der faktisk vil noget kunstnerisk, har i den bredere offentlighed. Mange af de bøger (typisk romaner), der når den bredere offentlighed, arbejder med en æstetik, sprog og subjektopfattelse, der tilhører tiden fra før år 1850, hvilket jeg mener er både utroværdigt og kunstnerisk uambitiøst. Og dermed siger jeg ikke, at kun den eksperimenterende litteratur kan være god, men at der er noget både for naivt og udspekuleret over ikke at ville reflektere over sprog, fortælling og kronologi (tid). Paradoksalt nok så virker den traditionelle (trivielle) formel til at udgrænse litteraturen, fordi den ikke beskæftiger sig med et begreb om NU-tid. Det paradoksale består så i at den litteratur, der faktisk er på højde med sin tid og også eksperimenterer med udtryksformer, bliver dømt ude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar