In sin replik til Elisabeth Friis i Politiken (Bøger 24. maj) gentager Lasse Horne sin påstand; at han finder Nina Søs Vinther's bog Hvis Helsinki uinteressant som både værk og écriture feminine. Det er en paradoksal dom fra en kritiker, der sammen med Bredsdorff i bogen Tolerance - hvordan man lærer at leve med den man hader hævder, at netop kunsten kan være med til at skabe en forståelse for Den Anden ( - i dette tilfælde écriture feminine). Underforstået så er kunsten dermed også opbyggelig, hvilket må siges at være en naiv påstand – bødlerne i nazisternes koncentrationslejre læste f.eks. Goethe og lyttede til Schubert i deres fritid. Desværre bliver Horne selv det bedste modbevis på sin påstand om kunstens opbyggelighed. For underneden af synspunktet ligger det præmis, at man anstrenger sig for at forstå det, som man ikke forstår. Principielt set er alt, hvad der ikke én selv, Den Anden. De værkkriterier som Lasse Horne bedømmer Hvis Helsinki efter når paradoksalt aldrig udover ham selv og den ellers så efterstræbelsesværdige nysgerrighed og anstrengelse for at forstå, hvilket i hans egenskab af smagsdommer gør anmeldelsen temmelig meget mere absurd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar