Mandag d. 9. juni 2008 afholdt Littlive sammen med Forfatterskolen arrangementet Russisk og Dansk Samtidspoesi i forfatterskolens lokaler. De deltagende digtere fra Rusland var Arkadii Dragomoscheko, Dmitry Golynko og Aleksandr Skidan.
Arrangementet begyndte med visningen af dokumentarfilmen Letters not about love (- fantastisk titel formentlig inspireret af Shklovsky's konceptuelle roman Zoo, Or Letters Not About Love ) af instruktøren Jacki Ochs fra 1998. Filmen er bygget over et møde mellem russiske og amerikanske digtere i Sankt Petersborg i 1983. Fra Rusland deltog bl.a. Arkadii Dragomoscheko, mens de inviterede amerikanske digtere tilhørte kredsen omkring Language Poetry – bl.a. Lyn Hejinian, Robert Grenier og John Ashberry.
Letters not about love skildrer indledningsvis mødet mellem digterne, men instruktøren havde også givet Arkadii Dragomoscheko og Lyn Hejinian opgaven efterfølgende at skrive en række brevessays til hinanden med udgangspunkt i stikord som f.eks. bedstemor, farven lyseblå, fattigdom, vold etc. Brevessayene blev så læst op henover filmiske hverdagsrealistiske billeder fra Sovjetrusland og USA.
Det slående er brevessayenes private og udramatiske indhold. Teksterne beskriver personlige erindringer og refleksioner, og glæden over at digterne havde mødt hinanden, hvilket var rørende i kontrast til hvordan forholdet mellem øst og vestblokken så ud på det tidspunkt henimod slutningen af den kolde krig – en underliggende dramatisk pointe, udover at filmen også dokumenterer sin egen aktivisme, da brevessayene bliver til netop på opfordring fra instruktøren.
Der er imidlertid noget indlysende over hvorfor mødet i al fald på et punkt blev så stor en succes. Language-digterne opfatter subjektet som en signatur, der betegner en tekstlig konstruktion af et jeg (- jeg er ikke andet end at skrive ’jeg’, en sproghandling). For Language-digterne blev det kunstnerisk frigørende at kunne eksperimentere med den skriftlige identitet. Omvendt, forestiller jeg mig, må det have været frigørende for de russiske digtere at kunne bevare en politisk og personlig integritet frigjort fra teksternes jeg i det sovjetrussiske klima af tankekontrol. Hvormed jeg mener at fordi Arkadii Dragomoscheko’s tekster dengang ikke var eksplicit politiske, så kunne han sagtens være i politisk opposition som privat menneske. Den relativisme som postmodernismen bliver anklaget for, kan altså også have både et moralsk og frigørende perspektiv. Og ikke mindst et uendeligt kunstnerisk potentiale.
Arrangementet begyndte med visningen af dokumentarfilmen Letters not about love (- fantastisk titel formentlig inspireret af Shklovsky's konceptuelle roman Zoo, Or Letters Not About Love ) af instruktøren Jacki Ochs fra 1998. Filmen er bygget over et møde mellem russiske og amerikanske digtere i Sankt Petersborg i 1983. Fra Rusland deltog bl.a. Arkadii Dragomoscheko, mens de inviterede amerikanske digtere tilhørte kredsen omkring Language Poetry – bl.a. Lyn Hejinian, Robert Grenier og John Ashberry.
Letters not about love skildrer indledningsvis mødet mellem digterne, men instruktøren havde også givet Arkadii Dragomoscheko og Lyn Hejinian opgaven efterfølgende at skrive en række brevessays til hinanden med udgangspunkt i stikord som f.eks. bedstemor, farven lyseblå, fattigdom, vold etc. Brevessayene blev så læst op henover filmiske hverdagsrealistiske billeder fra Sovjetrusland og USA.
Det slående er brevessayenes private og udramatiske indhold. Teksterne beskriver personlige erindringer og refleksioner, og glæden over at digterne havde mødt hinanden, hvilket var rørende i kontrast til hvordan forholdet mellem øst og vestblokken så ud på det tidspunkt henimod slutningen af den kolde krig – en underliggende dramatisk pointe, udover at filmen også dokumenterer sin egen aktivisme, da brevessayene bliver til netop på opfordring fra instruktøren.
Der er imidlertid noget indlysende over hvorfor mødet i al fald på et punkt blev så stor en succes. Language-digterne opfatter subjektet som en signatur, der betegner en tekstlig konstruktion af et jeg (- jeg er ikke andet end at skrive ’jeg’, en sproghandling). For Language-digterne blev det kunstnerisk frigørende at kunne eksperimentere med den skriftlige identitet. Omvendt, forestiller jeg mig, må det have været frigørende for de russiske digtere at kunne bevare en politisk og personlig integritet frigjort fra teksternes jeg i det sovjetrussiske klima af tankekontrol. Hvormed jeg mener at fordi Arkadii Dragomoscheko’s tekster dengang ikke var eksplicit politiske, så kunne han sagtens være i politisk opposition som privat menneske. Den relativisme som postmodernismen bliver anklaget for, kan altså også have både et moralsk og frigørende perspektiv. Og ikke mindst et uendeligt kunstnerisk potentiale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar