mandag den 4. september 2017

What is poetry - Ashbery

WHAT IS POETRY
The medieval town, with frieze
Of boy scouts from Nagoya? The snow
That came when we wanted it to snow?
Beautiful images? Trying to avoid
Ideas, as in this poem? But we
Go back to them as to a wife, leaving
The mistress we desire? Now they
Will have to believe it
As we believe it. In school
All the thought got combed out:
What was left was like a field,
Shut your eyes, and you can feel it for miles around.
Now open them on a thin vertical path.
It might give us-what?-some flowers soon?
       - John Ashbery

mandag den 28. august 2017

____

Be just and if you can't be just, be arbitrary. 
         - William S. Burroughs


søndag den 27. august 2017

Hvad er et digt? Poul Borum svarer!


Poul Borum om hvad et digt er, transkription sakset fra Information



Det har mange navne, og det er fornuftigt at vide, hvad man taler om. Normalt taler vi om digte, og digte er poesi vers. De er skrevet på vers, dvs. det modsatte af prosa.

Ordet vers kommer af det latinske versus: Det, der vender om altså: Linjen vender om, før den er fyldt helt ud. Så det er meget nemmere at skrive digte, der behøver man ikke at fylde linjen helt ud! Men det er altså en kunstnerisk udtryksform, som man givet har haft helt fra de ældste tider i sange, besværgelser, ritualer, vuggesange, krigssange, kampsange og alt sådan noget. Og egentlig har det vel altid handlet om de samme grundtemaer: Mennesker i verden, ensomhed, kærlighed, liv død, naturen, omgivelserne alt det, vi stadigvæk skriver digte om.

Det er en kunstnerisk udtryksform, som nogle mennesker behersker, fordi de har et kunstnerisk talent, og som mange flere kan sætte pris på, kan opleve, fordi det handler om noget, som vedkommer dem, og det foregår i et sprog, som de forstår.

Man skal lære konventionerne at kende ligesom i alt andet, ligesom når man skal spille skak, eller hvad man nu skal spille – eller fodbold – man skal kende reglerne. På samme måde er der nogle elementære ting, man skal vide om poesi, om digte. Det er en kunstnerisk udtryksform, dvs. det er litteratur, det bruger sproget, bogstaverne, lydene, ordene, sætningerne på en bevidst kunstnerisk måde.

Og det er jo egentlig det første argument, man kan bruge, for at poesi er nyttig, nemlig at den bruger sproget bevidst; og vi kan jo alle sammen blive enige om, at det er bedre at være bevidst end ubevidst det er bedre at vide, hvad man gør, tænke over hvordan man lever og hvordan man skal leve, osv. Også dét medvirker poesien til.

Det er derfor mennesker har skrevet og læst poesi i alle de tusinder af år. Og det er selvfølgelig ikke anderledes i dag. Samtidig er vi alle historiske væsener og det vil sige, at litteraturen udvikler sig ikke på den måde, at den bliver bedre men på den måde, at den hele tiden bliver anderledes; hver gang en ny betydelig digter kommer til, ændrer han hele litteraturen.

Som den engelske digter og kritiker Eliot sagde engang: Ethvert nyt stort værk ændrer al den foregående litteratur, så vi læser den på en anden måde. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden også læser den foregående litteratur.

Der er mange – specielt unge mennesker – der dyrker poesi, dyrker lyrik og så læser nogle ganske få af deres næsten jævnaldrende. Det er utrolig vigtigt, at man læser bredt og meget og klassikere og udenlandsk poesi. Der er så meget at hente.

Der er sådan en rigdom i det, så man faktisk altså kunne sætte et digt op på spejlet hver aften, og så mens man barberer sig om morgenen – hvis man hører til den del af menneskeracen, der gør det – så kunne man lære det udenad: Så havde man dagens digt at gå rundt med i hovedet. Det var da en meget god måde at bruge digte på, ét til hver dag. Hvorfor skulle der ikke være det? Jeg har aldrig set det. Men det burde kunne eksistere, og så kunne man også gemme nogle af bladene, hvis man ville.

Digte har en kunstnerisk funktion – dvs. de har ikke nogen funktion. De er unyttige – de kan ikke bruges til noget. Men det er jo også en moderne måde at at se det på, fordi digte har jo selvfølgelig i andre perioder været brugt, f.eks. belærende digte – didaktisk poesi, som man kaldte det tidligere. Og det finder man ind imellem endnu også, f.eks. i propaganda, som vi ikke i dag anser for rigtig poesi. Men det findes også i sange og salmer, som jo udpræget er brugspoesi, og som samtidig – det ved vi jo fra dansk litteratur – kan være stor poesi. Altså Grundtvig og Kingo, osv.

Det, som gør digte til noget specielt, er altså denne særlige brug af sproget – det er det samme sprog, som vi alle sammen taler, bare brugt mere bevidst og ofte efter nogle helt specielle regler, som gælder for poesien, f.eks. og først og fremmest versformen, eventuelt med rim – det har der været i mange århundreder, og der er stadig mange, der bruger rim– som er en måde at fastholde noget på, bygge noget op, strukturere noget; men det kan lige så godt gøres i urimede digte, som man har gjort de sidste halvandethundrede år – flere og flere digtere gør det – hvor det er selve spændingen mellem sætningen og verslinien, som giver digtet form. Altså det, at en sætning brydes af ved hjælp af en verslinje og der derved opstår en anden form, som er lige så svær at beherske.

Det er lige så svært at skrive såkaldte frie vers. Og hvis det ikke lykkes, så bliver det det, som man i 70erne fandt på at kalde knækprosa. Der var jo en periode dér, hvor litteraturen ligesom domineredes, i hvert fald i det ydre i medierne af forfattere, som mente, at det var nok at have en hel masse at sige, og så måtte formen passe sig selv. Men den går bare ikke.

Hvis man skal beskæftige sig med litteratur, med kunst, er man nødt til at beskæftige sig med form. Og det spændende for digteren og for kunstneren er jo – som en anden stor digter, franskmanden Paul Valéry, har sagt det: Det, som for andre er form, er for digteren indhold. Det er en formel opgave, man sætter sig til, når man skriver, og så kommer der somme tider noget ud af det, hvor man måske overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke vidste – og ikke vidste, at man kunne sige.

På samme måde som man måske også overrasker læseren. Vores litteraturoplevelse er jo i det hele taget en mærkelig blanding af noget, vi genkender, og noget nyt, vi får at vide og både det at genkende og det at få noget nyt at vide er nogle væsentlige menneskelige kvaliteter, som litteraturen kan give os, og som poesien kan give os, på deres særlige måde.

Hvis jeg skulle illustrere det, så ville jeg gøre det med et digt af en stor moderne portugisisk digter, Jorge de Sena hedder han, som døde i 1978, og som jeg er ved at læse i øjeblikket, på svensk. Et digt fra 1953 – et kærlighedsdigt, som hedder: »Fremstrakte hænder«, som handler om – tja – alt det ukendte, alt det man ikke ved, og som indgår som en væsentlig del af en kærlighedsoplevelse, af et kærlighedsforhold:

En dag talte du til mig,
og træerne døde gren for gren af
tørke.
Det var blomster, husker jeg.
Det var gader, det husker jeg også.
Og tomme
trapper.

Nej, du talte ikke til mig. Det
var mig der spurgte,
mens jeg dirrende kyssede
dig, hvor gammel du var
og hvad du hed.

Du havde intet navn,
eller havde du et,
men det var ikke dit.
Og din alder, dine hænder
i mine.

Teksten er Merete Nissens båndudskrift af en udsendelse i Sokkelund Radio 1994, hvor hun fik dette lange svar på hvad et digt er. Udskriften har tidligere været bragt i tidsskriftet Banana Split nr. 12/13. 1997.

mandag den 12. juni 2017

Louis Zukofsky

Jeg holder meget af Louis Zukofskys (1904-1978) tekster. Desværre er de stadig relativt ukendte i en større offentlighed, hvilket formentlig skyldes den mest mærkelige forvaltning af rettighederne til et forfatterskab, som jeg nogensinde er stødt på, i form af truslerne fra Louis Zukofskys søn violinisten Paul Zukofsky om overhovedet at beskæftige sig med LZ - se her.

Rygter på Facebook peger imidlertid på at PZ er død for kort tid siden, hvilket jo er trist, men også åbner op for at LZ nu kan blive formidlet, sådan som han fortjener det. Rygtet, stadig fra Facebook, siger også at et større amerikansk forlag overtager administrationen af rettighederne til Paul Zukofsky. 



Uddrag fra A ”14”

moon
loon
bless
light
he
pees
pea
blossom
sun’s
peer.




onsdag den 5. november 2014

Kenneth Goldsmith om konceptuel litteratur



I'm always shocked at how narrow the discourse around contemporary writing is as compared to contemporary art. Contemporary art has long staked a space in hybrid practices, ones that are both conceptual and identity-based, ones that at once reify and question notions of identity, destabilizing and deconstructing them in compellingly complicated ways. Think of the practices of Adrian Piper, David Hammons, Jimmy Durham, Kara Walker, Gran Fury, Felix Gonzalez-Torres, Rirkrit Tiravanija, Martha Rosler, Tania Bruguera, Jayson Musson, Sharon Hayes… the list could go on and on. I can't imagine that any one of these artists would self-identify as "avant-garde" nor do the critical discourses around their work invoke that term. Why does the discourse around contemporary writing still feel the need to cling to binaries like "mainstream" and "avant-garde?" Somehow by upholding such binaries in a critique of binaries only serves to reinforce those same binaries.
Conceptualism was not prescriptive. While the discourse surrounding such a predominant mode of writing appeared hegemonic and canon-building, the writers involved in the movement had no such agenda; ours was a response to technology and offered one way of framing language and its new modes of slippage in a new landscape. As Sol LeWitt so elegantly wrote in 1967, "I do not advocate a conceptual form of art for all artists. I have found that it has worked well for me while other ways have not. It is one way of making art; other ways suit other artists."
The form remains open to reimagination, reinvestigation, and reframing (I'll Drown My Book: Conceptual Writing by Women, for example).
In the end, conceptualism was another tool in the writers' toolbox, no more, no less.

torsdag den 18. september 2014