- Fra First Figure, 1984.
Dette er en handske
eller en bog fra en bogklub
Dette er solen
eller et lag af mudder
Dette er mandag
det her et afvigende ord
Dette er fornuftens landsby
og det her et øje revet ud
Dette er faderen
eller et nummer på en liste
Dette er en erstatning
det den ting du er
Dette er det forsvundne billede
eller måske et accepteret svar
Dette er døren
og det her er ordet for dør.
Dette er en refleks udløst af at falde
og dette en fange med en appelsin
Dette er et navn du kender
og det her er giften der skal få dig til at få det godt.
Dette er mekanismen
og det her skyggen af en bro
Dette er en kurve
og det her dens tørst
Dette er mandag
det her hendes ødelagte ord
Dette er sporet
og det her tiden umarkeret
Dette er sonetten
og det her dens brændende hus
Du er i dette spil
Du er dets landskab
Dette er en forudsætning
længden af en arm
Dette er en hundehvalp,
det her en epilog.
- Oversættelse HMT.
onsdag den 25. juni 2008
mandag den 16. juni 2008
Kritik/ Meta-kritik.
Mainstream criticism still fails to raise or demand an answer to key questions about the nature of the medium – which remains the modernist project for an art form. So, talking about writing, we have different ways to characterize its medium, different ways that medium’s distinguishing qualities can be acted upon. Different political practices & epistemiologies are implied."
- Bruce Andrews fra WRITING SOCIAL WORK & POLITICAL PRACTICES.
Uddybelse følger.
- Bruce Andrews fra WRITING SOCIAL WORK & POLITICAL PRACTICES.
Uddybelse følger.
torsdag den 12. juni 2008
Hvis Helsinki III.
Saglig og forbeholden anmeldelse af Hvis Helsinki i dagens Information skrevet af Tue Andersen Nexø.
Tue kritiserer bogen for at udspille sine scenarier for globalt, hvilket jeg mener, er en af Hvis Helsinki interessante pointer, når den i forlængelse af sin kritik af Language-digtningens subjektopfattelse (signaturen, den empirisk ubundne identitet), forpligter sig på en mere autobiografisk fortæller, der udfordrer kosmopolitismen med sin kritik funderet i behovet for at høre til et sted – både i teksten og i verden som sådan.
onsdag den 11. juni 2008
Tryk på tryksvag stavelse – Aleksandr Skidan.
Mandag d. 9. juni 2008 afholdt Littlive sammen med Forfatterskolen arrangementet Russisk og Dansk Samtidspoesi i forfatterskolens lokaler. De deltagende digtere fra Rusland var Arkadii Dragomoscheko, Dmitry Golynko og Aleksandr Skidan.
Arrangementet begyndte med visningen af dokumentarfilmen Letters not about love (- fantastisk titel formentlig inspireret af Shklovsky's konceptuelle roman Zoo, Or Letters Not About Love ) af instruktøren Jacki Ochs fra 1998. Filmen er bygget over et møde mellem russiske og amerikanske digtere i Sankt Petersborg i 1983. Fra Rusland deltog bl.a. Arkadii Dragomoscheko, mens de inviterede amerikanske digtere tilhørte kredsen omkring Language Poetry – bl.a. Lyn Hejinian, Robert Grenier og John Ashberry.
Letters not about love skildrer indledningsvis mødet mellem digterne, men instruktøren havde også givet Arkadii Dragomoscheko og Lyn Hejinian opgaven efterfølgende at skrive en række brevessays til hinanden med udgangspunkt i stikord som f.eks. bedstemor, farven lyseblå, fattigdom, vold etc. Brevessayene blev så læst op henover filmiske hverdagsrealistiske billeder fra Sovjetrusland og USA.
Det slående er brevessayenes private og udramatiske indhold. Teksterne beskriver personlige erindringer og refleksioner, og glæden over at digterne havde mødt hinanden, hvilket var rørende i kontrast til hvordan forholdet mellem øst og vestblokken så ud på det tidspunkt henimod slutningen af den kolde krig – en underliggende dramatisk pointe, udover at filmen også dokumenterer sin egen aktivisme, da brevessayene bliver til netop på opfordring fra instruktøren.
Der er imidlertid noget indlysende over hvorfor mødet i al fald på et punkt blev så stor en succes. Language-digterne opfatter subjektet som en signatur, der betegner en tekstlig konstruktion af et jeg (- jeg er ikke andet end at skrive ’jeg’, en sproghandling). For Language-digterne blev det kunstnerisk frigørende at kunne eksperimentere med den skriftlige identitet. Omvendt, forestiller jeg mig, må det have været frigørende for de russiske digtere at kunne bevare en politisk og personlig integritet frigjort fra teksternes jeg i det sovjetrussiske klima af tankekontrol. Hvormed jeg mener at fordi Arkadii Dragomoscheko’s tekster dengang ikke var eksplicit politiske, så kunne han sagtens være i politisk opposition som privat menneske. Den relativisme som postmodernismen bliver anklaget for, kan altså også have både et moralsk og frigørende perspektiv. Og ikke mindst et uendeligt kunstnerisk potentiale.
Arrangementet begyndte med visningen af dokumentarfilmen Letters not about love (- fantastisk titel formentlig inspireret af Shklovsky's konceptuelle roman Zoo, Or Letters Not About Love ) af instruktøren Jacki Ochs fra 1998. Filmen er bygget over et møde mellem russiske og amerikanske digtere i Sankt Petersborg i 1983. Fra Rusland deltog bl.a. Arkadii Dragomoscheko, mens de inviterede amerikanske digtere tilhørte kredsen omkring Language Poetry – bl.a. Lyn Hejinian, Robert Grenier og John Ashberry.
Letters not about love skildrer indledningsvis mødet mellem digterne, men instruktøren havde også givet Arkadii Dragomoscheko og Lyn Hejinian opgaven efterfølgende at skrive en række brevessays til hinanden med udgangspunkt i stikord som f.eks. bedstemor, farven lyseblå, fattigdom, vold etc. Brevessayene blev så læst op henover filmiske hverdagsrealistiske billeder fra Sovjetrusland og USA.
Det slående er brevessayenes private og udramatiske indhold. Teksterne beskriver personlige erindringer og refleksioner, og glæden over at digterne havde mødt hinanden, hvilket var rørende i kontrast til hvordan forholdet mellem øst og vestblokken så ud på det tidspunkt henimod slutningen af den kolde krig – en underliggende dramatisk pointe, udover at filmen også dokumenterer sin egen aktivisme, da brevessayene bliver til netop på opfordring fra instruktøren.
Der er imidlertid noget indlysende over hvorfor mødet i al fald på et punkt blev så stor en succes. Language-digterne opfatter subjektet som en signatur, der betegner en tekstlig konstruktion af et jeg (- jeg er ikke andet end at skrive ’jeg’, en sproghandling). For Language-digterne blev det kunstnerisk frigørende at kunne eksperimentere med den skriftlige identitet. Omvendt, forestiller jeg mig, må det have været frigørende for de russiske digtere at kunne bevare en politisk og personlig integritet frigjort fra teksternes jeg i det sovjetrussiske klima af tankekontrol. Hvormed jeg mener at fordi Arkadii Dragomoscheko’s tekster dengang ikke var eksplicit politiske, så kunne han sagtens være i politisk opposition som privat menneske. Den relativisme som postmodernismen bliver anklaget for, kan altså også have både et moralsk og frigørende perspektiv. Og ikke mindst et uendeligt kunstnerisk potentiale.
mandag den 9. juni 2008
‘Palmers genius is for making the world strange again’ – Harvard Review.
Jeg læser Michael Palmer for hans forbløffende evne til som digter at gøre sproget til en sensation. Og for hans evne til at ramme ind i sproget mellem udsigelse og postulat:
(uden titel) - Fra Sun, 1988.
Der er så meget der er præcis
mellem os, i rummet
mellem os, to af det
tre af det.
Oversættelse HMT.
(uden titel) - Fra Sun, 1988.
Der er så meget der er præcis
mellem os, i rummet
mellem os, to af det
tre af det.
Oversættelse HMT.
torsdag den 5. juni 2008
Kornkammer: Apropos Hvis Helsinki
En lidt forsinket kommentar til diskussionen af Lasse Hornes anmeldelse af Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki på Martin Glaz Serups blog kornkammer.
En anmeldelse skal naturligvis ikke være objektiv, det er ikke en videnskabelig artikel. Men anmelderen skal være fagligt kvalificeret og anmeldelsen skal begrunde sin dom på et indsigtsfuldt grundlag. Ellers kan hvem som helst der kan læse - hvilket vil sige danne mening i en tekst, skrive en anmeldelse.
Men Lasse Horne rammer ned i noget som desværre er gennemgående i danske dagbladsanmeldelser; at man ikke beskæftiger sig med at reflektere over formbegrebet. Dermed mener jeg ikke at formeksperimenter eller avantgardereferencer kan kompensere for en dårlig bog, men at formen er et væsentlig aspekt af et værks betydning, som man altså hverken kan tænke fra eller afvise at beskæftige sig med. Jeg synes at det er trist, når værker der netop udfordrer læseren og læsningen, bliver mødt med den arrogance, som Lasse Horne afviser Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki med. Særlig når det faktisk er så godt og kunstnerisk ambitiøst et værk.
Det som også provokerer mig ved Lasse Hornes anmeldelse er at se hvilken rolle den litteratur, der faktisk vil noget kunstnerisk, har i den bredere offentlighed. Mange af de bøger (typisk romaner), der når den bredere offentlighed, arbejder med en æstetik, sprog og subjektopfattelse, der tilhører tiden fra før år 1850, hvilket jeg mener er både utroværdigt og kunstnerisk uambitiøst. Og dermed siger jeg ikke, at kun den eksperimenterende litteratur kan være god, men at der er noget både for naivt og udspekuleret over ikke at ville reflektere over sprog, fortælling og kronologi (tid). Paradoksalt nok så virker den traditionelle (trivielle) formel til at udgrænse litteraturen, fordi den ikke beskæftiger sig med et begreb om NU-tid. Det paradoksale består så i at den litteratur, der faktisk er på højde med sin tid og også eksperimenterer med udtryksformer, bliver dømt ude.
Abonner på:
Opslag (Atom)