Mikkel Thykier
FYRAFTENSTALE
Politikens Foredragssal
25. 9. 2017
Debatmøde
om litteraturkritik
med:
Kamilla Löfström
Lars Bukdahl
Tue A. Nexø
Kizaja Ulrikke Routhe Mogensen
Jeppe Brixvold
Mikkel Thykier
Ordstyrer:
Jes Stein Pedersen
Transskription: Simone Thorfinn Larsen
Afsnit i parentes er tilføjelser fra Thykiers talepapir
som han efterlod i porten da han gik fra arrangementet.
Gentagelser og tøven er udeladt.
Anmeldere og forfatterskolerektor, fra venstre til højre: Kamilla Löfström, Lars Bukdahl, Tue
A. Nexø, Kizaja U.R. Mogensen og Jeppe Brixvold. Thykier er meget sigende placeret yderst
til højre, modsat de andre uden egen mikrofon, hvilket skaber visse lydproblemer i starten.
Jes Stein Pedersen (JSP) bevæger sig frit på gulvet. I sin korte intro priser han Politiken for
at holde fast i de gamle dyder om at litteraturen skal sætte sin tid under debat. Dernæst får
de fire anmeldere og Brixvold kort ordet for at forklare hvad de ser som litteraturkritikerens
opgave. Ingen af anmelderne har et klart svar. Brixvold mener at litteraturen har en virkning
i verden og at det er kritikkens opgave at finde ud hvilken. Thykier (MT) får ordet. Han har
aftalt med JSP at han kan komme med et længere indlæg.
MT Hvad skal vi bruge litteraturkritikken til?
I sommer brugte jeg et eksemplar af Weekendavisen til at tørre et par våde
støvler med. Det synes jeg egentlig var en meget fornuftig brug af den avis ... Lyder det morsomt? Det er nu ikke en joke.
Tre eksempler fra det ex. af Weekendavisen:
På en af de første sider var der en anmeldelse der kan kortes ned til: Forfatteren LH skriver fine noveller, men er de gale nok?
Længere inde var der en anmeldelse af en tysk-kinesisk filosof der skriver og tænker imod digitaliseringens hastighed og indflydelse på den sociale verden. Om ham lyder det at han selv er offer for den, den hastige udvikling.
Endelig var der en anmeldelse af en roman, tror jeg det var, og dens “udsøgte prosa”. Anmeldelsen var skrevet med en beundring der grænsede til det misundelige.
Nå ja, der var også en anmeldelse af endnu en tilføjelse til Klaus Rifbjergs forfatterskab hvor anmelderen forgæves forsøgte at oparbejde interesse for bogen og overbevise sig selv og sine læsere om, at den fortjente en anmeldelse selv om den på ingen måde kunne ændre eller tilføje noget til indtrykket og forståelsen af Rifbjergs forfatterskab og altså var helt overflødig at bruge tid og plads på.
For at tage de tre eksempler bagfra var der tale om en fetichering af det udsøgte og en typisk ophøjelse af forfatteren af en forfinet skrift til noget særligt beundringsværdigt, efterstræbelsesværdigt af den grund.
Med anmeldelsen af filosoffen var der tale om den ældste retoriske manøvre i verden: Det du kritiserer er du selv et eksempel på. Som om avisen og anmelderen ikke selv var det, offer for hastige samfundsforandringer; som om det var muligt at stille sig uden for den verden man er en del af; og som om den kritik berørte den filosofiske og samfundskritiske kerne i bogen: monotont at afsøge og opstøve den nuværende verdens manglende evne til at håndtere negativitet.
Anmeldelsen eller kritikken af novelleforfatteren var heller ikke meget andet end et retorisk spørgsmål, tilmed fremsagt af én der aldrig er gal, knap nok vred, og aldrig har vist at han kender til galskabens alvor, de uhyggeligt porøse grænser der påvirker alle som kommer tæt på galskab, klinisk galskab. Uden selv at være tosset forveksler han Storm P’ske tosserier med galskab. Desuden kan man undre sig over hvorfor den slags galskab skulle være en afgørende æstetisk kategori i dette tilfælde,
det specifikke forfatterskab: Hvordan forholder den sig til forfatterskabets anliggender?
Nok om det.
Det var som det typisk er: Der var ingen overraskelser, ingen mulighed for at
blive overrasket, fordi anmeldelseskunsten er reduceret til den slags retoriske
manøvrer. Tilmed forholder den sig sjældent til andet end det den kan genkende og
forstå ud fra Ulla Albecks lærebog i dansk stilistik.
Min egen kritik, en kritik af kritikken. Jeg ved ikke om den var overraskende. Det er også lige meget. Jeg ved ikke ... Jeg er ikke helt klar over, kan ikke helt huske, hvor tydeligt de stod i artiklen i avisen men – bare så vi ved, hvad vi snakker om – hovedpunkterne, min egen overordnede vinkel, i hvert fald i aften, skulle gerne være, at vi befinder os i et landskab af forkastelser:
En politisk forkastelse af eksisterende institutioner som går dybere end Trump, Brexit og M. Le Pen og som medierne har været så utrolig dårlige til at håndtere. [Mumler et eller andet.] Modsætninger mødes på midten, ikke fordi de er enige, men fordi uenighederne er nogenlunde ligeligt fordelt.
En kunstnerisk forkastelse: kunstnere og forfattere, der både forkaster de allermest fortærskede traditionelle kunstformer og den eksisterende kritik og institutioner for formidling; de forventer ikke noget af dem.
Og en indirekte kritisk forkastelse (af ovenstående), som kommer til udtryk i den begrænsede interesse for at beskæftige sig med dem (med litteratur og kunst, som forsøger at skabe nye alliancer, både æstetiske og mht. de ydre rammer, alliancer inden for hele litteraturens og kunstens infrastruktur, kan man måske sige).
Ud fra det fremsatte jeg et bud på et værkbegreb, på en forståelse af hvad der indgår i et værk og har betydning for det, som adskiller sig både fra den typiske socialkritiske litteraturlæsning og den formalistiske som nok er de mest udbredte kritiske indstillinger i Danmark, samt gav nogle få eksempler på folk der udtrykkeligt arbejder på den måde, arbejder med en sådan forståelse ved at arbejde på tværs af kunstneriske og litterære grænser samt de fysiske materialer, de rum litteratur og kunst befinder sig i og den måde de finder vej ud i verden, forbinder sig med andre. Nogle eksempler:
Det mest simple eksempel, den traditionelle romanfortælling, forbinder punkter i tid. Her er der en dimension.
Poesien, i det mindste som vi har læst den i 100-150 år, forbinder ord på siden, altså på en flade, i en sigende komposition. Her er der to dimensioner.
De hybridværker jeg nævnte i artiklen forbinder punkter i tid og rum og mellem forskellige materielle, sociale niveauer og på tværs af kunstarterne. 3D altså.
Det tænker jeg både som en ny genre og en ny standard fordi mere almindelige bøger allerede er begyndt at efterligne dem: En nedskæring af traditionelle (æstetiske) alliancer, en opjustering af nye alliancer.
De folk jeg nævnte (Forlaget Gestus og Korridor) er forholdsvis perifere eksempler. De sætter situationen og den kunstneriske og kritiske forkastelse på spidsen: (De forventer ikke noget af kulturredaktionerne og andre institutioner, deres hybridværker vækker enten ingen kritisk interesse eller bliver ikke læst ud fra deres egne interesse, og) de arbejder generelt med at skabe usikkerhed om de kunstneriske kategorier (hvad er litteratur, hvad er billedkunst, hvad er forfatterens rolle, hvad er
Min egen kritik, en kritik af kritikken. Jeg ved ikke om den var overraskende. Det er også lige meget. Jeg ved ikke ... Jeg er ikke helt klar over, kan ikke helt huske, hvor tydeligt de stod i artiklen i avisen men – bare så vi ved, hvad vi snakker om – hovedpunkterne, min egen overordnede vinkel, i hvert fald i aften, skulle gerne være, at vi befinder os i et landskab af forkastelser:
En politisk forkastelse af eksisterende institutioner som går dybere end Trump, Brexit og M. Le Pen og som medierne har været så utrolig dårlige til at håndtere. [Mumler et eller andet.] Modsætninger mødes på midten, ikke fordi de er enige, men fordi uenighederne er nogenlunde ligeligt fordelt.
En kunstnerisk forkastelse: kunstnere og forfattere, der både forkaster de allermest fortærskede traditionelle kunstformer og den eksisterende kritik og institutioner for formidling; de forventer ikke noget af dem.
Og en indirekte kritisk forkastelse (af ovenstående), som kommer til udtryk i den begrænsede interesse for at beskæftige sig med dem (med litteratur og kunst, som forsøger at skabe nye alliancer, både æstetiske og mht. de ydre rammer, alliancer inden for hele litteraturens og kunstens infrastruktur, kan man måske sige).
Ud fra det fremsatte jeg et bud på et værkbegreb, på en forståelse af hvad der indgår i et værk og har betydning for det, som adskiller sig både fra den typiske socialkritiske litteraturlæsning og den formalistiske som nok er de mest udbredte kritiske indstillinger i Danmark, samt gav nogle få eksempler på folk der udtrykkeligt arbejder på den måde, arbejder med en sådan forståelse ved at arbejde på tværs af kunstneriske og litterære grænser samt de fysiske materialer, de rum litteratur og kunst befinder sig i og den måde de finder vej ud i verden, forbinder sig med andre. Nogle eksempler:
Det mest simple eksempel, den traditionelle romanfortælling, forbinder punkter i tid. Her er der en dimension.
Poesien, i det mindste som vi har læst den i 100-150 år, forbinder ord på siden, altså på en flade, i en sigende komposition. Her er der to dimensioner.
De hybridværker jeg nævnte i artiklen forbinder punkter i tid og rum og mellem forskellige materielle, sociale niveauer og på tværs af kunstarterne. 3D altså.
Det tænker jeg både som en ny genre og en ny standard fordi mere almindelige bøger allerede er begyndt at efterligne dem: En nedskæring af traditionelle (æstetiske) alliancer, en opjustering af nye alliancer.
De folk jeg nævnte (Forlaget Gestus og Korridor) er forholdsvis perifere eksempler. De sætter situationen og den kunstneriske og kritiske forkastelse på spidsen: (De forventer ikke noget af kulturredaktionerne og andre institutioner, deres hybridværker vækker enten ingen kritisk interesse eller bliver ikke læst ud fra deres egne interesse, og) de arbejder generelt med at skabe usikkerhed om de kunstneriske kategorier (hvad er litteratur, hvad er billedkunst, hvad er forfatterens rolle, hvad er
forlagets rolle, etc.), men er stadig rimeligt genkendelige som litteratur, kunst. Alligevel
optager de næsten ingen plads. Der skal så lidt til for at glide ud af interessefeltet.
I artiklen talte jeg om at de arbejder med materielle netværk, hvor vi ellers har en tilbøjelighed til at forstå netværk immaterielt (vi taler om “sociale” netværk som om det sociale var en eller anden æter vi svæver rundt i). Mere enkelt, mere teknisk kan man bare sige at det er værker der kræver en litteratur- og kunstkritik som er villig til også at blive en mediekritik.
Men den bedste, den mest oplysende model for en forståelse af væsentligheden af at forholde sig til det sammensatte, til en komposition ud fra væsensforskellige elementer der påvirker hinanden, er faktisk madanmeldelser.
Litteraturanmeldelsens tre banale komponenter er fortolkning, kunstneriske mangler og en vurdering.
I madanmeldelserne derimod tæller alt med, alle komponenter, ikke bare hvad der ligger på tallerkenen, men både retternes ingredienser og konteksten for måltidet: tjenere, stemning, belysning, lydniveau, etc. Hvis komponenterne står i et godt forhold til hinanden vurderes restauranten som et godt sted. Det er madanmeldelsens diskrete udfordring af litteraturanmeldelsen. Er der virkelig så få muligheder for at se på hvordan en bog er sat sammen, komponeret og opfører sig? spørger mandanmelderen indirekte, og her menes ikke bare den enkelte bog men også bogens forhold til andre bøger og tekster, i forfatterskabet og uden for forfatterskabet: Hvad skal der til for at en bog udgør et godt måltid?
(Det er på en måde også det der er tilfældet med 3D hybridlitteraturen.)
I dag har jeg en tilføjelse til det, et retorisk spørgsmål: Har kritikken hidtil kun skrevet om hvordan andre har gennemgået modernismens erfaringen uden selv at gennemgå den?
Med det, med modernismens erfaring, mener jeg kunstens og litteraturens gradvis erkendelse af deres egen skrøbelige status og opdagelsen af det ansvar de så har over for sig selv (efter at de har mistet deres traditionelle, historiske forbindelse til verden).
I dag synes journalistikken, heriblandt kulturjournalistikken, at befinde sig på tærsklen til samme erfaring: altså opdagelsen af en kreativ impotens, en manglende evne til at udnytte sine evner som må blive en værdifuld mulighed i sig selv. Den hidtidige kontrakt med verden er ophævet, så at sige (der er kun den “frisatte evne” til fortsat at analysere, beskrive, sammenfatte og forestille sig begivenheder). Der er ikke længere en fast grund for ens faglige identitet (kun en afgrund, der omgiver en). Det betyder, at der sker et uskyldstab. Naivitet er ikke længere en mulighed. (I stedet er der en uafvendelig indsigt i den skrevne, afbildede eller på anden måde formidlede verdens autonomi, uanset om denne autonomi forbindes med falskhed, forvrængning eller bare et tab af dybde). Det er med andre ord en erfaring af et omfattende autoritetstab som ender med at gøre selve tabet til en autoritet. Som det sidste følger en opgivelse eller radikal forandring af forholdet til samfundets institutioner og fællesskaber (fremskyndet af en ændret teknologisk og økonomisk organisering af verden).
Så jeg så selvfølgelig gerne en kritik der formåede at håndtere de tre forkastelser samt forholde sig til sit eget autoritetstab for at øge sin selvkritik og selvbevidsthed ligesom kunsten og litteraturen har gjort det i 150 år, mindst.
I artiklen talte jeg om at de arbejder med materielle netværk, hvor vi ellers har en tilbøjelighed til at forstå netværk immaterielt (vi taler om “sociale” netværk som om det sociale var en eller anden æter vi svæver rundt i). Mere enkelt, mere teknisk kan man bare sige at det er værker der kræver en litteratur- og kunstkritik som er villig til også at blive en mediekritik.
Men den bedste, den mest oplysende model for en forståelse af væsentligheden af at forholde sig til det sammensatte, til en komposition ud fra væsensforskellige elementer der påvirker hinanden, er faktisk madanmeldelser.
Litteraturanmeldelsens tre banale komponenter er fortolkning, kunstneriske mangler og en vurdering.
I madanmeldelserne derimod tæller alt med, alle komponenter, ikke bare hvad der ligger på tallerkenen, men både retternes ingredienser og konteksten for måltidet: tjenere, stemning, belysning, lydniveau, etc. Hvis komponenterne står i et godt forhold til hinanden vurderes restauranten som et godt sted. Det er madanmeldelsens diskrete udfordring af litteraturanmeldelsen. Er der virkelig så få muligheder for at se på hvordan en bog er sat sammen, komponeret og opfører sig? spørger mandanmelderen indirekte, og her menes ikke bare den enkelte bog men også bogens forhold til andre bøger og tekster, i forfatterskabet og uden for forfatterskabet: Hvad skal der til for at en bog udgør et godt måltid?
(Det er på en måde også det der er tilfældet med 3D hybridlitteraturen.)
I dag har jeg en tilføjelse til det, et retorisk spørgsmål: Har kritikken hidtil kun skrevet om hvordan andre har gennemgået modernismens erfaringen uden selv at gennemgå den?
Med det, med modernismens erfaring, mener jeg kunstens og litteraturens gradvis erkendelse af deres egen skrøbelige status og opdagelsen af det ansvar de så har over for sig selv (efter at de har mistet deres traditionelle, historiske forbindelse til verden).
I dag synes journalistikken, heriblandt kulturjournalistikken, at befinde sig på tærsklen til samme erfaring: altså opdagelsen af en kreativ impotens, en manglende evne til at udnytte sine evner som må blive en værdifuld mulighed i sig selv. Den hidtidige kontrakt med verden er ophævet, så at sige (der er kun den “frisatte evne” til fortsat at analysere, beskrive, sammenfatte og forestille sig begivenheder). Der er ikke længere en fast grund for ens faglige identitet (kun en afgrund, der omgiver en). Det betyder, at der sker et uskyldstab. Naivitet er ikke længere en mulighed. (I stedet er der en uafvendelig indsigt i den skrevne, afbildede eller på anden måde formidlede verdens autonomi, uanset om denne autonomi forbindes med falskhed, forvrængning eller bare et tab af dybde). Det er med andre ord en erfaring af et omfattende autoritetstab som ender med at gøre selve tabet til en autoritet. Som det sidste følger en opgivelse eller radikal forandring af forholdet til samfundets institutioner og fællesskaber (fremskyndet af en ændret teknologisk og økonomisk organisering af verden).
Så jeg så selvfølgelig gerne en kritik der formåede at håndtere de tre forkastelser samt forholde sig til sit eget autoritetstab for at øge sin selvkritik og selvbevidsthed ligesom kunsten og litteraturen har gjort det i 150 år, mindst.
JSP Nå, Mikkel, nu skal du også til at runde af.
MT Nej, det skal jeg ikke.
En kritik der forholder sig til de ting kræver noget, selvfølgelig. Jeppe har allerede nævnt et internationalt udsyn, så det behøver jeg ikke gøre mere ud af. (Et internationalt udsyn der ikke nøjes med at referere de største engelsksprogede medier og trykke de samme lister over amerikanske romanforfattere, som fortjener nobelprisen, som alle andre trykker. Et udsyn der også indbefatter de mest obskure hjørner af internettet hvor det teoretiske grundlag for den politik S. Bannon forsøgte at få ind i amerikansk politik med Trump florerer. Et udsyn der også indbefatter poesi helt uden for de danske referencer for det relevante: xenopoetik fx, en poesi der eliminerer både forfatteren og læseren, en selvgenerende viruslignende digital poesi der har udviklet sin egen agenda og ikke længere vil skjule sin glæde over at se menneskeheden uddø. Skal vi stå i vejen for den glæde? Et internationalt intellektuelt, filosofisk, teoretisk, politisk og litterært udsyn, hele vejen rundt. Vi beskæftiger os med dansk litteratur, ja, men litteraturens udsyn er selv ikke længere nationalt. Det kan kritikkens udsyn heller ikke være.)
Det kræver en kritik, der er skrevet fra en håbløs position, en kritik der har opgivet håbet om at nå nogen med de sædvanlige journalistiske klicheer og skabeloner:
Den oversete, misforståede forfatter fx. Glem det, ingen forfatter vil nogensinde hævde at være velforstået. Så det er en helt intetsigende skabelon.
Generationsforfatteren. Well, tidsopfattelsen i dag, den direkte adgang til hele historiens arkiv vi har i dag, bryder med den tidsforståelse der ligger i Poul Borums generationsmodel.
Alle de stereotyper Yahya Hassan blev indfanget af (fordi der allerede er så mange der har investeret i dem); han er nok det mest ekstreme eksempel på dem: Forfatteren der endelig kommer med samfund-kritiske udmeldinger (den socialrealistiske forfatter med meninger).
Digteren som kriminel (the poet as outlaw).
Forfatteren som rockstjerne.
Teenagerebellen.
Den guddommelige og dæmoniske yngling.
Alt det der har været med til at forvandle ham til den eksotiske anden vi er så glade for i Danmark fordi vi så kan varme os ved vores egen tolerance over at have lukket den fremmede ind og samtidig fryse, eller gyse, over at vi heldigvis selv ikke er så slemme.
(Et oprigtigt spørgsmål: Blev Y. Hassans bog så populær netop fordi den kunne aflæses ud fra skabeloner og stereotyper og ikke fordi den brød med dem? Har de skabeloner i virkeligheden stået i vejen for en forståelse af de miljøer bogen skulle give et indblik i? Har vi en bedre forståelse af hvad det vil sige at være – etnisk? hvorfor bruger vi overhovedet det ord? – fremmed i dagens Danmark, hvor mange forskellige erfaringer der kan være af det? Min mistanke er, at det ville kræve en helt anden kunstnerisk indsats, én som er langt sværere at aflæse ud fra nogle skabeloner, et værk helt uden genkendelige markører, et værk hvis kunstneriske udformning i sig selv stiller sig i vejen for at opfatte digteren som repræsentant for noget eller nogen.)
MT Nej, det skal jeg ikke.
En kritik der forholder sig til de ting kræver noget, selvfølgelig. Jeppe har allerede nævnt et internationalt udsyn, så det behøver jeg ikke gøre mere ud af. (Et internationalt udsyn der ikke nøjes med at referere de største engelsksprogede medier og trykke de samme lister over amerikanske romanforfattere, som fortjener nobelprisen, som alle andre trykker. Et udsyn der også indbefatter de mest obskure hjørner af internettet hvor det teoretiske grundlag for den politik S. Bannon forsøgte at få ind i amerikansk politik med Trump florerer. Et udsyn der også indbefatter poesi helt uden for de danske referencer for det relevante: xenopoetik fx, en poesi der eliminerer både forfatteren og læseren, en selvgenerende viruslignende digital poesi der har udviklet sin egen agenda og ikke længere vil skjule sin glæde over at se menneskeheden uddø. Skal vi stå i vejen for den glæde? Et internationalt intellektuelt, filosofisk, teoretisk, politisk og litterært udsyn, hele vejen rundt. Vi beskæftiger os med dansk litteratur, ja, men litteraturens udsyn er selv ikke længere nationalt. Det kan kritikkens udsyn heller ikke være.)
Det kræver en kritik, der er skrevet fra en håbløs position, en kritik der har opgivet håbet om at nå nogen med de sædvanlige journalistiske klicheer og skabeloner:
Den oversete, misforståede forfatter fx. Glem det, ingen forfatter vil nogensinde hævde at være velforstået. Så det er en helt intetsigende skabelon.
Generationsforfatteren. Well, tidsopfattelsen i dag, den direkte adgang til hele historiens arkiv vi har i dag, bryder med den tidsforståelse der ligger i Poul Borums generationsmodel.
Alle de stereotyper Yahya Hassan blev indfanget af (fordi der allerede er så mange der har investeret i dem); han er nok det mest ekstreme eksempel på dem: Forfatteren der endelig kommer med samfund-kritiske udmeldinger (den socialrealistiske forfatter med meninger).
Digteren som kriminel (the poet as outlaw).
Forfatteren som rockstjerne.
Teenagerebellen.
Den guddommelige og dæmoniske yngling.
Alt det der har været med til at forvandle ham til den eksotiske anden vi er så glade for i Danmark fordi vi så kan varme os ved vores egen tolerance over at have lukket den fremmede ind og samtidig fryse, eller gyse, over at vi heldigvis selv ikke er så slemme.
(Et oprigtigt spørgsmål: Blev Y. Hassans bog så populær netop fordi den kunne aflæses ud fra skabeloner og stereotyper og ikke fordi den brød med dem? Har de skabeloner i virkeligheden stået i vejen for en forståelse af de miljøer bogen skulle give et indblik i? Har vi en bedre forståelse af hvad det vil sige at være – etnisk? hvorfor bruger vi overhovedet det ord? – fremmed i dagens Danmark, hvor mange forskellige erfaringer der kan være af det? Min mistanke er, at det ville kræve en helt anden kunstnerisk indsats, én som er langt sværere at aflæse ud fra nogle skabeloner, et værk helt uden genkendelige markører, et værk hvis kunstneriske udformning i sig selv stiller sig i vejen for at opfatte digteren som repræsentant for noget eller nogen.)
Der er den moralske kritik som forbløffende nok er begyndt at dukke op i
Politiken igen. Moralsk kritik er altid (den letteste kritik at fremføre, det er) en helt
omkostningsfri kritik. Ingen er parat til at kræve deres moralske kritik omsat i
lovgivning. Så det er en kritik helt uden konsekvenser. Historisk set kan man også se at
den altid er helt misforstået, den rører ikke ved noget af betydning i værkerne.
Der er tendensen til at tale om tendenser: Nogle skriver om kroppen, andre skriver om naturen, atter andre skriver om samfundet, og så er der dem, der beskæftiger sig med identitet og sociologi uden nogensinde at rykke sig ud over dårlig metafysik, dårlig eksistentialisme.
Noget der til gengæld kan være grund til at genoverveje – til at forny – er erfaringsbegrebet, livet i det, det livsformende i kunsten, det som musikere er så gode til at tale om og danske litterater håbløse til: både det tekniske og det der flytter én, ændrer ens indstillinger, måder at håndtere livet på. Her kunne galskaben komme ind igen. For erfaring er altid at krydse en grænse og få gør det i så omfattende grad som den gale. (Her er der ikke længere væren som en identitet, der skal beskyttes, men som bevægelse, både mod og væk fra andre.)
(Det ville måske gøre det muligt at fremprovokere et kritisk nybrud, nye ting at orientere sig efter, nye måder at vurdere på. Det er noget vi ser alt for sjældent i Danmark. Bukdahl har som den eneste af de tilstedeværende i dag givet et helt selvstændigt bud på hvad der er værd at beskæftige sig med i dansk litteratur(historie). Det er ikke til at tænke på hvordan det ville have set ud uden ham. Der er mange ting at kritisere ham for: overfladiske læsninger, forsimplet værdsættelse af stilistiske nydelser, hastværk, indstillingen: skyd først, tænk bagefter – eller tænk slet ikke. Men lige præcis det at satse alt på, at ens egne præferencer også kan være en opdagelse for andre og at de kan slå enhver stivnet enhed i stykker – hvornår vil vi se det igen? Dengang, i 1990’erne, var der om ikke andet et fantastisk engagement i det han skrev. Det er mange år siden. Ingen andre har siden påtaget at stå for en lige så gennemført revision. I dag er alle igen i hovedtræk rørende enige. Det paradoksale er så, at da Bukdahl iværksatte sit opgør, så alle kunne opleve friheden ved, at der ikke længere var enighed om, hvilke forfattere der var værd at læse, var dansk film og musik for første gang for alvor begyndt at opfatte sig som europæisk, international ligefrem. Bukdahls orientering derimod var altovervejende lukket inden for de nationale grænser. Selv da han var allermest engageret og måtte kæmpe for at løfte litteraturen ud af sine fastlåste stillinger. Det er den stadig, lukket i den nationale historie. En stor mangel.)
Der er to andre store skabeloner at skille sig af med: Offentligheden. Med stort O og i bestemt form. Der findes selvfølgelig ikke nogen offentlighed (som noget på forhånd givet). Offentlighed skabes, må skabes, fra øjeblik til øjeblik.
Der er heller ikke længere noget samfund som Margaret Thatcher meget rigtigt gjorde opmærksom på for længe, længe siden. Men der er heller ikke nogen individer. (Der tog hun fejl.) Der er en lovgivning som vi alle i større eller mindre grad føler os begrænset, berørt eller beskyttet af. Og så er der dem vi er i forskellige forbindelser med andre, forbindelser der er så stærke at vi har svært ved at skelne os fra dem. Vi finder sammen med andre og skjuler visse sider af os selv, deler andre sider. Så vi er aldrig helt os selv, aldrig helt nogen andet. Der er ingen anden form for “samfund”, kun et utal af større og mindre miljøer i berøring med hinanden og de hybridvæsener der trives der (i deres økosystemer).
Der er tendensen til at tale om tendenser: Nogle skriver om kroppen, andre skriver om naturen, atter andre skriver om samfundet, og så er der dem, der beskæftiger sig med identitet og sociologi uden nogensinde at rykke sig ud over dårlig metafysik, dårlig eksistentialisme.
Noget der til gengæld kan være grund til at genoverveje – til at forny – er erfaringsbegrebet, livet i det, det livsformende i kunsten, det som musikere er så gode til at tale om og danske litterater håbløse til: både det tekniske og det der flytter én, ændrer ens indstillinger, måder at håndtere livet på. Her kunne galskaben komme ind igen. For erfaring er altid at krydse en grænse og få gør det i så omfattende grad som den gale. (Her er der ikke længere væren som en identitet, der skal beskyttes, men som bevægelse, både mod og væk fra andre.)
(Det ville måske gøre det muligt at fremprovokere et kritisk nybrud, nye ting at orientere sig efter, nye måder at vurdere på. Det er noget vi ser alt for sjældent i Danmark. Bukdahl har som den eneste af de tilstedeværende i dag givet et helt selvstændigt bud på hvad der er værd at beskæftige sig med i dansk litteratur(historie). Det er ikke til at tænke på hvordan det ville have set ud uden ham. Der er mange ting at kritisere ham for: overfladiske læsninger, forsimplet værdsættelse af stilistiske nydelser, hastværk, indstillingen: skyd først, tænk bagefter – eller tænk slet ikke. Men lige præcis det at satse alt på, at ens egne præferencer også kan være en opdagelse for andre og at de kan slå enhver stivnet enhed i stykker – hvornår vil vi se det igen? Dengang, i 1990’erne, var der om ikke andet et fantastisk engagement i det han skrev. Det er mange år siden. Ingen andre har siden påtaget at stå for en lige så gennemført revision. I dag er alle igen i hovedtræk rørende enige. Det paradoksale er så, at da Bukdahl iværksatte sit opgør, så alle kunne opleve friheden ved, at der ikke længere var enighed om, hvilke forfattere der var værd at læse, var dansk film og musik for første gang for alvor begyndt at opfatte sig som europæisk, international ligefrem. Bukdahls orientering derimod var altovervejende lukket inden for de nationale grænser. Selv da han var allermest engageret og måtte kæmpe for at løfte litteraturen ud af sine fastlåste stillinger. Det er den stadig, lukket i den nationale historie. En stor mangel.)
Der er to andre store skabeloner at skille sig af med: Offentligheden. Med stort O og i bestemt form. Der findes selvfølgelig ikke nogen offentlighed (som noget på forhånd givet). Offentlighed skabes, må skabes, fra øjeblik til øjeblik.
Der er heller ikke længere noget samfund som Margaret Thatcher meget rigtigt gjorde opmærksom på for længe, længe siden. Men der er heller ikke nogen individer. (Der tog hun fejl.) Der er en lovgivning som vi alle i større eller mindre grad føler os begrænset, berørt eller beskyttet af. Og så er der dem vi er i forskellige forbindelser med andre, forbindelser der er så stærke at vi har svært ved at skelne os fra dem. Vi finder sammen med andre og skjuler visse sider af os selv, deler andre sider. Så vi er aldrig helt os selv, aldrig helt nogen andet. Der er ingen anden form for “samfund”, kun et utal af større og mindre miljøer i berøring med hinanden og de hybridvæsener der trives der (i deres økosystemer).
Og det troede jeg egentlig, at mødet i dag skulle være et eksempel på: et
forsøg på at bryde med skabeloner. Hovedideen med at tale om en kunstnerisk
forkastelse der også er en kritisk forkastelse var jo at de udøvende også har en kritisk
indsigt, en kritisk sans der fortjener at komme til orde og er afgørende for kunstnerisk
og kritisk udvikling og ja – selvbevidsthed. Jeg troede at det her arrangement skulle
være et eksempel på det. For mig var det aldrig meningen (med artiklen og
samarbejdet med Politiken) at jeg i dag skulle have endnu en lejlighed til at fremsige
en eller anden kritik. Meningen var at åbne for andre stemmer.
I stedet sidder jeg her med en flok som faktisk ikke har anden mulighed end at forsvare deres egen position og berettigelsen af deres respektive arbejdsplader. Men jeg er her ikke for at forsvare mine egne synspunkter. Jeg nægter faktisk at forsvare mine synspunkter. Og jeg er heller ikke for at høre andre forsvare deres synspunkter. Spørgsmål, problemstillinger er til for at løfte os ud af positioner. At forsvare er at låse fast, kontrollere.
Jeg er her fordi det skulle være en lejlighed til at give stemme til andre som altså så er fraværende. Jeg anerkender fuldstændig Politikens indsats, jeg værdsætter hvad de har gjort; men jeg er ikke sikker på at det her er det arrangement jeg for længe siden sagde ja til at deltage i. Jeg har sikkert misforstået noget.
Ja, der har helt klart været en eller anden misforståelse. Og det er måske også årsagen til at jeg tre måneder efter stadig kan glæde mig over at vente på et bekymrende lille honorar for den trykte tekst og intet for de seks måneder der gik forud med møder, samtaler, ideudvikling, konsulentbidrag og aftaler.
Det er ikke for være ufin at jeg begynder at tale om økonomi (og oplevelsen af ikke at være en ligeværdig partner). Jeppe nævnte også vigtigheden af økonomi. Det er fordi det er uholdbart at lade være. Alle ved, at der for de fleste ikke er særlig mange penge i det her. Så er det idealistisk at efterlyse flere penge end der er? Nej, det idealistiske er at lade som om det ikke har betydning. Arbejdsforholdene, produktionsforholdene kan ikke ignoreres. De har betydning for den tid, der kan lægges i et arbejde. (En litteraturkritik der er værd at betale for – en litteraturkritik der er værd at læse.) Modsætningen til eksistentialistisk alvor er jo ikke humoristisk galskab, sådan som Bukdahl mener, men sløseri – sløseri med tid.
Så jeg siger ikke det her for at pege på min egen økonomi, men for at efterlyse en litteraturkritik der også påtager sig at være en udførlig og altomfattende kulturkritik, en kulturjournalistik helt uden berøringsangst. Der er jo ingen af os, der er her (i den her branche) for at blive hyldet. Så lad os få en kritik af alle niveauer af de litterære og kunstneriske institutioner: Hvordan er undervisningsmiljøet på Forfatterskolen; hvordan er forholdene på værkstederne på Kunstakademiet og på gallerierne; hvor fedt er det, at Gyldendal aktivt shanghajer forfattere fra andre forlag før de har skrevet deres næste bog færdig; hvem vil seriøst gå ind i en diskussion af hvordan Kunstfonden fungerer som en institution der udfører et kritisk arbejde og ikke bare giver nogle folk en vis økonomisk frihed? Hvilke litterære priser og uddelinger bortset fra Nobelprisen fører stadig til kritiske diskussioner og omvurderinger? Ingen, stort set. De betyder intet. (Et eksempel på at der ikke er nogen offentlighed, kun den der af og til skabes.)
I stedet sidder jeg her med en flok som faktisk ikke har anden mulighed end at forsvare deres egen position og berettigelsen af deres respektive arbejdsplader. Men jeg er her ikke for at forsvare mine egne synspunkter. Jeg nægter faktisk at forsvare mine synspunkter. Og jeg er heller ikke for at høre andre forsvare deres synspunkter. Spørgsmål, problemstillinger er til for at løfte os ud af positioner. At forsvare er at låse fast, kontrollere.
Jeg er her fordi det skulle være en lejlighed til at give stemme til andre som altså så er fraværende. Jeg anerkender fuldstændig Politikens indsats, jeg værdsætter hvad de har gjort; men jeg er ikke sikker på at det her er det arrangement jeg for længe siden sagde ja til at deltage i. Jeg har sikkert misforstået noget.
Ja, der har helt klart været en eller anden misforståelse. Og det er måske også årsagen til at jeg tre måneder efter stadig kan glæde mig over at vente på et bekymrende lille honorar for den trykte tekst og intet for de seks måneder der gik forud med møder, samtaler, ideudvikling, konsulentbidrag og aftaler.
Det er ikke for være ufin at jeg begynder at tale om økonomi (og oplevelsen af ikke at være en ligeværdig partner). Jeppe nævnte også vigtigheden af økonomi. Det er fordi det er uholdbart at lade være. Alle ved, at der for de fleste ikke er særlig mange penge i det her. Så er det idealistisk at efterlyse flere penge end der er? Nej, det idealistiske er at lade som om det ikke har betydning. Arbejdsforholdene, produktionsforholdene kan ikke ignoreres. De har betydning for den tid, der kan lægges i et arbejde. (En litteraturkritik der er værd at betale for – en litteraturkritik der er værd at læse.) Modsætningen til eksistentialistisk alvor er jo ikke humoristisk galskab, sådan som Bukdahl mener, men sløseri – sløseri med tid.
Så jeg siger ikke det her for at pege på min egen økonomi, men for at efterlyse en litteraturkritik der også påtager sig at være en udførlig og altomfattende kulturkritik, en kulturjournalistik helt uden berøringsangst. Der er jo ingen af os, der er her (i den her branche) for at blive hyldet. Så lad os få en kritik af alle niveauer af de litterære og kunstneriske institutioner: Hvordan er undervisningsmiljøet på Forfatterskolen; hvordan er forholdene på værkstederne på Kunstakademiet og på gallerierne; hvor fedt er det, at Gyldendal aktivt shanghajer forfattere fra andre forlag før de har skrevet deres næste bog færdig; hvem vil seriøst gå ind i en diskussion af hvordan Kunstfonden fungerer som en institution der udfører et kritisk arbejde og ikke bare giver nogle folk en vis økonomisk frihed? Hvilke litterære priser og uddelinger bortset fra Nobelprisen fører stadig til kritiske diskussioner og omvurderinger? Ingen, stort set. De betyder intet. (Et eksempel på at der ikke er nogen offentlighed, kun den der af og til skabes.)
Kun sådan, med en altomfattende kritik helt uden berøringsangst, kan vi
undgå den typiske opsplitning (dikotomi), der i årtier har låst alt fast: I Danmark er man
enten for eller imod – man er for Forfatterskolen, Det Danske Akademi, Kunstfonden,
socialrealisme, konceptuel avantgarde, etc. Eller man er imod. Tværtimod: Netop fordi
man er for, netop fordi man er for noget, indser man også at det er nødvendigt at
forholde sig kritisk til det. Ellers tager man det ikke alvorligt. Man tager ikke
Forfatterskolen alvorligt uden at forholde sig til undervisningsmiljøet, fyringen af
lærere, (de manglende?) udmeldinger om hvilken opførsel der anses for pædagogisk
forsvarlig. Man tager ikke Det Danske Akademi, Kunstfonden, socialrealisme,
konceptuel avantgarde, etc. alvorligt hvis man ikke er parat til at gå ind i en kritik af
hvordan de egentlig fungerer. (Er Akademiets fester og fejring af sig selv virkelig
højdepunktet af dansk forfatterkritik? Er Kunstfondens tildelinger ikke noget der er
værd at diskutere eller i det mindste udtrykkeligt tage til efterretning i stedet for blot at
referere i en lille rubrik? Etc.)
Alt andet end en sådan altomfattende kulturkritik er at sigte for lavt. Nu skal jeg nok slutte af ...
JSP Ja, det skal du så det også bliver lidt mere som det arrangement jeg havde forestillet mig. Kamilla ...
MT Jeg har fem linjer til.
JSP [stiller sig helt op af MT og kommer med noget der lyder som en længere belæring om at give plads til andre og opdele en kritik i flere punkter.]
MT Fem linjer til. Er det overhovedet muligt med en så omfattende kulturkritik. Ja, det skulle jeg mene. For der er intet af det jeg har sagt i aften som jeg selv har fundet på. Det kommer alt sammen fra folk der kunne have siddet her i dag men åbenlyst ikke er blevet inviteret. Men jeg kan ikke påtage mig at tale på andres vegne. Det vil jeg ikke. Så – og det er sagt helt uden bitterhed – jeg kan faktisk slet ikke se en grund til at jeg skal være her. Så nu vil jeg gå (– på pension, faktisk – og overlade fremtidig snak om litteratur, kunst og kritik til de andre fraværende). Tak for i aften.
[Mens Thykier samler sine ting ...]
JSP Kamilla, du var den første der markerede.
KL Ja, det var det med misundelse ...
[... Thykier er ude af døren.]
Alt andet end en sådan altomfattende kulturkritik er at sigte for lavt. Nu skal jeg nok slutte af ...
JSP Ja, det skal du så det også bliver lidt mere som det arrangement jeg havde forestillet mig. Kamilla ...
MT Jeg har fem linjer til.
JSP [stiller sig helt op af MT og kommer med noget der lyder som en længere belæring om at give plads til andre og opdele en kritik i flere punkter.]
MT Fem linjer til. Er det overhovedet muligt med en så omfattende kulturkritik. Ja, det skulle jeg mene. For der er intet af det jeg har sagt i aften som jeg selv har fundet på. Det kommer alt sammen fra folk der kunne have siddet her i dag men åbenlyst ikke er blevet inviteret. Men jeg kan ikke påtage mig at tale på andres vegne. Det vil jeg ikke. Så – og det er sagt helt uden bitterhed – jeg kan faktisk slet ikke se en grund til at jeg skal være her. Så nu vil jeg gå (– på pension, faktisk – og overlade fremtidig snak om litteratur, kunst og kritik til de andre fraværende). Tak for i aften.
[Mens Thykier samler sine ting ...]
JSP Kamilla, du var den første der markerede.
KL Ja, det var det med misundelse ...
[... Thykier er ude af døren.]
