Poul Borum om hvad et digt er, transkription sakset fra Information.
Det har mange navne, og det er fornuftigt at vide, hvad man
taler om. Normalt taler vi om digte, og digte er poesi – vers. De er skrevet
på vers, dvs. det modsatte af prosa.
Ordet ’vers’ kommer af det latinske versus: Det, der vender om –
altså: Linjen vender om, før den er fyldt helt ud. Så det er meget nemmere at
skrive digte, der behøver man ikke at fylde linjen helt ud! Men det er altså en
kunstnerisk udtryksform, som man givet har haft helt fra de ældste tider i
sange, besværgelser, ritualer, vuggesange, krigssange, kampsange og alt sådan
noget. Og egentlig har det vel altid handlet om de samme grundtemaer: Mennesker
i verden, ensomhed, kærlighed, liv død, naturen, omgivelserne –
alt det, vi stadigvæk skriver digte om.
Det er en kunstnerisk udtryksform, som nogle mennesker
behersker, fordi de har et kunstnerisk talent, og som mange flere kan sætte
pris på, kan opleve, fordi det handler om noget, som vedkommer dem, og det
foregår i et sprog, som de forstår.
Man skal lære konventionerne at kende ligesom i alt andet,
ligesom når man skal spille skak, eller hvad man nu skal spille – eller fodbold
––
man skal kende reglerne. På samme måde er der nogle elementære ting, man skal
vide om poesi, om digte. Det er en kunstnerisk udtryksform, dvs. det er
litteratur, det bruger sproget, bogstaverne, lydene, ordene, sætningerne på en
bevidst kunstnerisk måde.
Og det er jo egentlig det første argument, man kan bruge,
for at poesi er nyttig, nemlig at den bruger sproget bevidst; og vi kan jo alle
sammen blive enige om, at det er bedre at være bevidst end ubevidst –
det er bedre at vide, hvad man gør, tænke over hvordan man lever og hvordan man
skal leve, osv. Også dét medvirker poesien til.
Det er derfor mennesker har skrevet og læst poesi i alle de
tusinder af år. Og det er selvfølgelig ikke anderledes i dag. Samtidig er vi
alle historiske væsener og det vil sige, at litteraturen udvikler sig –
ikke på den måde, at den bliver bedre – men på den måde, at den hele tiden
bliver anderledes; hver gang en ny betydelig digter kommer til, ændrer han hele
litteraturen.
Som den engelske digter og kritiker Eliot sagde engang:
Ethvert nyt stort værk ændrer al den foregående litteratur, så vi læser den på
en anden måde. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden også læser den foregående
litteratur.
Der er mange –– specielt unge mennesker ––
der dyrker poesi, dyrker lyrik og så læser nogle ganske få af deres næsten
jævnaldrende. Det er utrolig vigtigt, at man læser bredt og meget og klassikere
og udenlandsk poesi. Der er så meget at hente.
Der er sådan en rigdom i det, så man faktisk altså kunne
sætte et digt op på spejlet hver aften, og så mens man barberer sig om morgenen
––
hvis man hører til den del af menneskeracen, der gør det ––
så kunne man lære det udenad: Så havde man dagens digt at gå rundt med i
hovedet. Det var da en meget god måde at bruge digte på, ét til hver dag.
Hvorfor skulle der ikke være det? Jeg har aldrig set det. Men det burde kunne
eksistere, og så kunne man også gemme nogle af bladene, hvis man ville.
Digte har en kunstnerisk funktion –– dvs. de har ikke
nogen funktion. De er unyttige –– de kan ikke bruges til noget. Men
det er jo også en moderne måde at at se det på, fordi digte har jo selvfølgelig
i andre perioder været brugt, f.eks. belærende digte –– didaktisk poesi, som
man kaldte det tidligere. Og det finder man ind imellem endnu også, f.eks. i
propaganda, som vi ikke i dag anser for rigtig poesi. Men det findes også i
sange og salmer, som jo udpræget er brugspoesi, og som samtidig ––
det ved vi jo fra dansk litteratur –– kan være stor poesi. Altså
Grundtvig og Kingo, osv.
Det, som gør digte til noget specielt, er altså denne
særlige brug af sproget –– det er det samme sprog, som vi alle sammen taler, bare
brugt mere bevidst og ofte efter nogle helt specielle regler, som gælder for
poesien, f.eks. og først og fremmest versformen, eventuelt med rim ––
det har der været i mange århundreder, og der er stadig mange, der bruger rim– –
som er en måde at fastholde noget på, bygge noget op, strukturere noget; men
det kan lige så godt gøres i urimede digte, som man har gjort de sidste
halvandethundrede år –– flere og flere digtere gør det –– hvor det er selve
spændingen mellem sætningen og verslinien, som giver digtet form. Altså det, at
en sætning brydes af ved hjælp af en verslinje og der derved opstår en anden
form, som er lige så svær at beherske.
Det er lige så svært at skrive såkaldte frie vers. Og hvis
det ikke lykkes, så bliver det det, som man i 70’erne fandt på at kalde knækprosa.
Der var jo en periode dér, hvor litteraturen ligesom domineredes, i hvert fald
i det ydre –
i medierne –
af forfattere, som mente, at det var nok at have en hel masse at sige, og så
måtte formen passe sig selv. Men den går bare ikke.
Hvis man skal beskæftige sig med litteratur, med kunst, er
man nødt til at beskæftige sig med form. Og det spændende for digteren og for
kunstneren er jo –– som en anden stor digter, franskmanden Paul Valéry, har
sagt det: Det, som for andre er form, er for digteren indhold. Det er en formel
opgave, man sætter sig til, når man skriver, og så kommer der somme tider noget
ud af det, hvor man måske overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke
vidste ––
og ikke vidste, at man kunne sige.
På samme måde som man måske også overrasker læseren. Vores
litteraturoplevelse er jo i det hele taget en mærkelig blanding af noget, vi
genkender, og noget nyt, vi får at vide – og både det at genkende og det at
få noget nyt at vide er nogle væsentlige menneskelige kvaliteter, som
litteraturen kan give os, og som poesien kan give os, på deres særlige måde.
Hvis jeg skulle illustrere det, så ville jeg gøre det med et
digt af en stor moderne portugisisk digter, Jorge de Sena hedder han, som døde
i 1978, og som jeg er ved at læse i øjeblikket, på svensk. Et digt fra 1953 ––
et kærlighedsdigt, som hedder: »Fremstrakte hænder«, som handler om ––
tja ––
alt det ukendte, alt det man ikke ved, og som indgår som en væsentlig del af en
kærlighedsoplevelse, af et kærlighedsforhold:
En dag talte du til mig,
og træerne døde gren for gren af
tørke.
Det var blomster, husker jeg.
Det var gader, det husker jeg også.
Og tomme
trapper.
Nej, du talte ikke til mig. Det
var mig der spurgte,
mens jeg dirrende kyssede
dig, hvor gammel du var
og hvad du hed.
Du havde intet navn,
eller havde du et,
men det var ikke dit.
Og din alder, dine hænder
i mine.
Teksten er Merete Nissens båndudskrift af en udsendelse i
Sokkelund Radio 1994, hvor hun fik dette lange svar på hvad et digt er.
Udskriften har tidligere været bragt i tidsskriftet Banana Split nr. 12/13.
1997.
